Sted: Et sted imellem Reno og Salt Lake City…
Jeg koerte tilbage til togstationen ved totiden. Der var simpelthen ikke mere at kigge paa i Reno. John, biletmanden, solgte mig en billet til 72$ – 57$ for mig, og 15$ for cyklen incl en fin papkasse og gebyr for at saette naevnte papkasse paa toget 🙂
Foer toget kom blev alle billetter checket, og alle skulle vise foto-id!. Alle fik ogsaa et boardingkort. Paa mit stod der SLC og 1 – Salt Lake City, en person. Foerst da toget ankom, 20 minutter for sent, fik vi anvist en vogn og en plads af chefstewarden. Der er en steward i hver vogn. Han skriver saa ens pladsnummer paa boardingkortet, og det saetter man fast over sin plads. Paa den maade ved han hvem han skal vaekke i nat naar vi kommer til Salt Lake City – smart!.
Hele toget er med dobbeldaekkervogne. Der er tre sovevogne, 3 siddevogne, en resturantvogn med dug paa bordet og det hele, en snackbar, samt en panoramavogn hvor man sidder og kigger ud i den natur man koerer igennem 🙂
Jeg sidder alene paa en vinduesplads oppe ovenpaa. Neden under sidder dem der er daarligt gaaende..
Og jeg skal love for at her er god benplads. Jeg kan straekke dem HELT ud!. Samtidigt kan saederne ligges tilbage, og der er saagar en benstoette der slaas ud under ens egen stol, og stoetter det nederste af benene!! – ren luksus 🙂
Toiletterne er som i et fly – bare dobbelt saa store. Lige inden for doeren er der en lille “entre” med spejl og et lille saede 🙂 Alt er rent og paent, og stewarden har lige vaeret forbi med en pude!.
Lad mig lige fortaelle om hvordan det gik med cyklen og bagagen. Jeg koebte en kasse til 10$ til cyklen. John laante mig tape og en stor tuch, saa jeg kunne skrive navn og adresse paa. Kassen er saa stor at jeg kun behoevede at tage styr og pedaler af cyklen for at faa den i.
Fortasker og bagtasker satte jeg sammen to og to, og pakkede i hver sin plastikpose. styrtasken kom ned i poelsetasken, som jeg tager med som haandbagage.. Let og elefant, og John var til stor hjaelp. Et meget positivt og glad menneske 🙂
Jeg har vaereten tur igennem toget, og det ser ud til at de fleste af mine medrejsende er ganske rige. Jeg tror det er en lille smule fint og rejse med tog herover – og ogsaa dyrt!. Samme tur kan helt skkert goeres meget billigere med Greyhound bus.. Men jeg foretraekker nu toget. Man kan gaa rund. Komme let paa toilettet. Faa noget at spise. Og frem for alt er der utrolig god plads over det hele.
Klokken er 1930, og solen gaar snart ned over det oerkenlandskab vi rejser igennem. Jeg kan se trafikken ude paa Interstaten som vi koerer parallelt med. Det monotone landskab bliver engang imellem brudt af en lille soevnig oerkelflaekke, hvor tiden ser ud til at gaa ganske langsomt.
I ventesalen moedte jeg JJ. Lidt af en saerling paa en fin lille foldecykel. Han vidste utroligt meget om cykelmekanik, og vi fik en rigtig god snak – bla. om min cykel, der jo ogsaa kan skilles ad.. Det interesserede ham meget, og jeg fandt lidt billeder frem saa han kunne se den.
Han foraerede mig nogle gode muffer til ventilen paa cykelslangerne. De er af metal og med en pakning i, saaa slangerne ikke mister luft den vej. Han fortalte om saerlig kraftige slanger, som jeg nok vil kigge efter i Salt Lake.
Og saa er der vist ikke sket mere i dag!.
I med oerepropperne, stolesaedet tilbage, og go’nat!.
Den lange rejse hjem 