GPS vandrekort over Grønnedal

Da der ikke findes digitale vandrekort over Grønnedalsområdet til min Garmin GPS, har jeg lavet mit eget. Der er efterhånden mange i Grønnedal der jævnligt får en kopi af dette kort.

Men det er jo en proces i udvikling, så kortet ændrer sig hele tiden. Hver gang jeg har været på en ny tur, tegner jeg nye ruter og detaljer ind på kortet.

For at gøre det nemmere for alle brugere har jeg nu lagt kortet på hjemmesiden, hvor alle kan downloade og installere det på deres Garmin GPS. I finder kortet under sidefanen GPS.

GPS vandrekort over Grønnedal

Reklamer

Read Full Post »

Grønnedal på en anden måde…

I går tog jeg et panoramabillede af Grønnedal fra toppen af Dr Dagmar. Sådan har jeg vist ikke vist jer "Dalen" før!

Grønnedal set fra Dr Dagmar. klik…..

Og jeg er atter en gang stået op til blå himmel og masser af sol 🙂

Vi mangler dog efterhånden regn. Fjeldet er meget tørt, og stort set alle mindre vandhuller er tørret ud. På den positive side er der stort set ingen myg. Jeg kan ikke huske at jeg før har været på fjeldvandring i kortærmet sommerskjorte – det var jeg i går!.

Read Full Post »

Spøgelset på Dronning Dagmar

Jeg stod op til atter en flot sommerdag i det Grønnedalske! Solen skinner fra en skyfri himmel, og det er lummert allerede fra morgenstunden. Perfekt til en hård tur i fjeldet 🙂

Jess og jeg skal op og stå på næsen af Dronning dagmar idag!. Madpakkerne er smurt, solcremen fordelt på min i forvejen røde næse, støvlerne er snøret, så det er bare med at komme afsted!!.

Dr. Dagmar fra en tur i april

Det blev en MEGET lun tur – og samtidigt rimelig hård. Ikke en vind rørte sig i Løjtnantens dal da vi startede opstigningen. Vi vandrede op på siden af en slugt de første 300 højdemeter, hvor vi drejede op ad en dal imod toppen. Vi gik i et tykt lag mos og småbuske hele vejen. Den kan bedst sammenlignes med at gå opad i sandklitter – ikke den store fornøjelse!! Heldigvis fandt vi bedre føre det sidste stykke op. Vi gik simpelthen på klipperne så ofte som muligt 🙂

Vi var noget flade da vi endelig kom op på højfjeldet. Men så fik vi belønningen – pludseligt åbnede der sig en flot udsigt for os, og trætheden var som blæst væk, og vi vidste at det var det hele værd !

Flot flot!

Med fornyede kræfter gik vi mod toppen af Dr Dagmar. Vi ville op på hendes næse – det højeste punkt. Det betyder dog at vi først må gå NED for at omgå en stejl fjeldvæg, for derefter at gå opad igen. Det var hårdt arbejde, og et par gange måtte vi have hænderne til hjælp. Det var dog ikke klatring… Og så skete det igen: de sidste par skridt tages, og vi står på toppen – en rigtig fed oplevelse!!

Jess på toppen af Dr Dagmar

Frem kom både kamera og kikkert, og så var der ellers fotomik de næste ti minutter 🙂 Der var lige netop så megen vind på toppen at vi kunne spise vores madpakker uden at få for mange fluer med i købet. Jess havde ellers gået med myggenet på hele vejen op. Jeg gik uden, og fik så til gengæld spist en masse fluer…

Og så lige det med spøgelset på Dr Dagmar. Vi står der på toppen og hygger os. Pludseligt hører vi hvad er bedst kan beskrives som fodtrin i sne. De kommer nede fra et klippefremspring vi ikke kan se. Vi går begge derhen – og ser… INTET… Hm – tilbage til madpakkerne. Så hører vi det igen. Denne gang nærmere. Vi står som to idioter og kigger ned på jorden der hvor lydene kommer fra. Denne gang lyder det nærmest som en plasticpose der rasler… Det sker mindre en to meter fra os!!. Lyden fortsætter rundt om os, og fjerner sig så 10 meter imod nord, hvor den ophører. Jeg har aldrig oplevet den slags før. Gad vide hvad det var?. Der var ganske fredfyldt deroppe på toppen, og vi følte os kun nysgerrige overfor fænomenet… Havde jeg ligget i telt alene deroppe, havde jeg med sikkerhed have skidt en grøn gris 🙂

For at se noget andet på hjemturen, gik vi ned at en slugt der ender ved Ivigtut. Det var faktisk en fin tur ned, hvor vi igen gik i et tykt og eftergivende underlag. Dejligt at gå NEDAD i!!

Så går det nedad igen

—-og dernede ligger Ivigtut

Jess har aldrig været i skoven i Ivigtut, så vi slog lige et slag den vej forbi 🙂

I den skov kan man vist ikke fare vild!

Vel tilbage på Ivigtutvejen havde vi kun 4 km kedlig vej tilbage til Grønnedal. Vi var både trætte og svedige. Fødderne var også lidt ømme, så da der kom en ATV forbi kom tommelfingeren ud, og vi fik et lift tilbage til storbyen 🙂 Alt i alt en rigtig dejlig, men også hård tur!

Read Full Post »

Lidt frisk luft har jeg fået…

Weekenden har stået på dagvagter på radioen, så det er ikke meget jeg har været ude. Men lidt fordele er der da ved at komme tidligt op. Hvad siger i til sådan et syn når gardiner bliver trukket fra?.

Et dejligt syn om morgenen!

Dagens bonusbillede. Klik for stort format

I går aftes, efter vagten, var jeg en tur i fjeldet med Søren på hans 6X6 ATV. Han skulle lige se ruten over til Turistkløften. Han og Martine vil imorgen vandre op på Laksefjeldet, og kan med ATV’en spare omkring 10 km kedlig vandring…. Det skal nok blive en hård tur alligevel!!.

Ved Turistkløften. Laksefjeldet i baggrunden

Søren kravler opadbakke!

Stor koncentration!

Det var en dejlig aftenstur på halvanden time, og jeg er noget begejstret over ATV’en. Den er meget stabil og behagelig at køre på, og jeg er sikker på at Martine og Søren vil få stor glæde af den.

Read Full Post »

Så kom fredagsvandrerne afsted!

Den tur der blev aflyst sidste fredag, fordi Gustav var syg, blev til noget i dag!, Og sikke en morgen at stå op til. Høj sol og vindstille. Det bliver en varm dag!.

På Martines 6×6 ATV var der plads til tre voksne, to hunde, og alt vores vandregrej. Men så var der heller ikke plads til mere 🙂

Sådan behandles turguider i Grønnedal. Om og sidde med hundene på ladet!

Turen derud gik fint. Dog var det en noget støvet omgang at sidde bagi. Men til gengæld sparer vi så 10 km vandring… Wilfred (foxterrieren) er hanhund, så jeg måtte lige sætte ham lidt på plads da han var noget ’varm’ på Bonnie 🙂

Vi gør klar til vandreturen

Martine har aldrig været ude på pynten ved Kamiktalik, pynten ude ved Ivigtut. Kirsten og jeg besøgte stedet for nogle uger siden, og var interesseret i om vi mon kunne finde en lettere vej op til Taylorfjeld.

Først kravlede vi op til en varde, for derefter at smide alle højdemeterene væk igen på vej ned til pynten – surt…

Ivigtut i baggrunden, og meget fjernere Grønnedal

Jeg fandt dog en ny eskimoruin samt en stor flot grav, så det var det hele værd. Vi var også lige ude og kigge på både kanonstillingen og fyret, før det gik opad igen.

Martine og Kirsten ved den gamle minevogn

Wilfred og Bonnie legede godt sammen

Fyret på Kamiktalik

Stor flot eskimograv

I to af gravene var der stadigvæk skelletraster i. Gravene var dog åbne, så det var kun lidt der var tilbage.

Og så stod den ellers på hårdt arbejde. Vi skulle jo opad, for at finde en bedre rute til toppen. Vi fandt den aldrig. Varderne førte om til hvor Kirsten og jeg vandrede op sidste gang. Det er åbenbart den letteste vej op fra pynten!. Oppe ved en varde med et gammelt sømærke besluttede vi os for at spise frokost. Desværre er vi lidt begrænset i tiden i dag, da Martine og jeg skulle være hjemme allerede 1330, for at møde omklædt til en parade klokken 14!!. Det var en medalje der skulle overrækkes.

Fint sted til en frokost i det fri!

Kirsten er uofficiel grønnedalsmester i "myggenetspisning"

Der er rimelig mange fluer nu. De kan være MEGET irriterende. Heldigvis bider de fleste arter ikke.. Myg har vi ikke særlig mange af lige nu. Sommeren har været for tør. Jeg har ikke så meget imod fluerne. De par hundrede man har svirrende omkring hovedet er jo for intet at regne i forhold til hvad jeg var udsat for i Australien!. Myggenettet har jeg ikke haft i brug endnu.

Vi var kommet rimeligt opad, så lidt gode motiver bød sig til imens vi spiste.

Fragtbåd på vej ud ad fjorden…

…og HDMS Agpa for indadgående

Efter en hyggelig frokost, hvor vi delte Kirstens kaffe med kun et krus, gik turen nedad igen. Det blev en noget stejl omgang, og ikke en rute jeg vil anbefale at gå opad!.

Ivigtut lidt fra oven…

Så er vi tilbage ved det sekshjulede dyr, og gør klar til turen hjem

Alt i alt en dejlig tur, hvor vi dog ikke nåede så langt som vi gerne ville. Men med de tidsbegrænsninger vi havde, gjorde vi det faktisk fint. Det er første gang jeg har været ude og køre med Martine, og jeg må sige at deres ATV er utrolig brugbar. Der er ok plads til tre personer med en masse grej. Kørekonforten har dog noget tilbage at ønske – omme i ladet altså!! 🙂

Read Full Post »

Ude og kigge på sten med Steen..

I går var jeg i fjeldet med Steen. Han havde en hel dag fri, og ville gerne en tur med rundt i fjeldet. Steen er meget interesseret i sten, geologi, og den slags. Turen var naturligvis lagt derefter!.

Fra morgenstunden så det dog ikke særligt godt ud. Tæt tåge!!. Vi aftalte istedet afgang kl. 1030, og det var stort set perfekt timing!. Vi gik hjemmefra i tåge, og kom op i solen ved Grønnedalshytten i 400 meters højde. Det var dog stadigvæk en lun fornøjelse at gå derop!.

Vi er brudt igennem tågen, og den fede telegrafist sveder

Så nåede vi hytten. Harefjeld i baggrunden

….og så skal kamelerne lige vandes!

Efter et kort hvil startede vi opover igen. Første mål var Toppen af Harefjeldet. På vejen kiggede vi på et smalt bælte af meget lysegrønne sten. Det er ikke min store interesse, men Steen fandt straks hammer og mejsel frem!.

"Hvad er det dog for en sten?"

Her ses stenbæltet

Turen fra hytten til Harefjeldet er let. Stigningen er meget civiliceret. og før man ved af det står man på toppen. Og SÅ bliver det flot!

Steen på Harefjeld.

…… og udsigten imod vest

Efter en lille vandpause gik vi videre langs fjeldkanten ud til et udkigspunkt hvor man kan se meget af Ikabunden. Det virker altid voldsomt på mig at stå på sådan en stejl klippekant, og kigge ud i intetheden. Flot og majestætisk på samme tid!.

Dernede ligger Ikabunden. Jeg kigger på en flok Moskusokser..

Steen nyder udsigten over Ika…

Vi er nu kommet så langt hen på sommeren at man kan finde modne blåbær på de sydvendte fjeldsider. Godt smager de!

Lille mellemmåltid 🙂

Så gik turen ellers op over et par fjeldrygge og ned i den skrå kløft, som ender nede i Ikabunden. Vi skulle dog kun lidt ned i den for at se på nogle mærkelige sten.

Steen ved den mærkelige sten…

Gad vide hvad det dog er for en sten??

Der ligger et par klumper af disse sten i området. Og jeg har ikke fundet dem nogen som helst andre steder i fjeldet. De ligger helt isoleret, og i ca. 500 meters højde.

Sidste punkt på listen var en tur op på siden af Rypefjeld for at kigge på nogle røde sten jeg fandt for en del år siden. Heldigvis havde jeg gemt et waypoint, så det var let at finde pletten igen.

På vejen kom vi forbi Amerikanermasten, og jeg fik vist Steen hvor een af hytterne havde ligget. Den ligger på en lille top, og ikke mange kommer den vej.

De sidste rester af en amerikansk radiostation fra krigens tid!

En enkelt antennemast står stadigvæk – denne har dog ligget ned i mange år!

De røde sten viste sig at være knap så røde som jeg huskede dem. Måske jeg har gået igennem området i regnvejr, hvor mange sten ser ret flotte ud?. Men vi fandt dog nogle pæne eksemplarer som Steen tog med hjem. På vej derover havde vi en fantastisk udsigt til indlandsisen, og et fint kig ned til Grønnedal.

Nu skal vi "bare" derned…

Turen ned at Rypefjeldet blev en sej omgang. Det var rigtigt stejlt, og samtidigt begyndte Steen at få lidt ondt i det ene knæ. Men ned kom vi, og på vejen tog vi lige turen forbi Patruljehøjen, hvor der står en mærkelig stenkegle.

Så går det nedad!

Steen ved stenkeglen

Nu er vi næsten hjemme igen 🙂

Vi var afsted i små fem timer, og havde en rigtig dejlig tur. Området oppe på Randsletten er absolut et besøg værd, og er helt sikkert et område jeg vil undersøge nærmere når min ATV engang kommer… Så kan jeg nemlig slippe for de mange kilometer til og fra området, og istedet bruge mine krafter deroppe…

Read Full Post »

Ny dag – ny vandretur :-)

Dagens vandreprogram blev ændret lidt i morges. Gustav, Martines søn, er blevet forkølet, så Martine bliver hjemme i dag. Det betyder så også at den planlagte tur til Taylorfjeld måtte aflyses da vi ikke havde transport derud og hjem… En ny plan blev dog hurtigt udtænkt!. Kirsten ville gerne se både Turistkløften og Harefjeld, så det blev dagens mål!.

Jeg har boet i begge disse bygninger…

Der kommer Kirsten og Wilfred – så er vi klar til afgang.

Det blev en rigtig VARM tur op i højderne. Masser af sol og næsten vindstille… Den fede telegrafist måtte svede 🙂 Vi mødte et ældre par på vej op. De skulle op og finde Sodalit. På vejen hjem så vi dem igen, så de har været mange timer i fjeldet – godt gået!!.

Vi overhaler

På vej op overraskede vi en flok Moskusokser der havde gemt sig i en lille lavning. De fleste flygtede, men den unge tyr der rejste sig fra sin formiddagslur kun 10 meter fra os holdt stand!. Han prustede fælt ad os, og mit nestirringstrick virkede IKKE denne gang!!. Vi måtte simpelt hen fortrække… Mere skete der dog ikke…. Men Kirsten syntes godt nok at det var rigeligt spændende alligevel 🙂

To køer med kalve

Varmt var det, så vi satte alle tre stor pris på de vandløb der løber i fjeldet. Herligt koldt og velsmagende vand!.

Mennesker og dyr bliver vandet

Endelig efter en god lang og varm tur nåede vi til Turistkløften, som går ned til Ikabunden. Den er altid et besøg værd. Storslået er et ord der pænt dækker når man står og nyder udsigten.

Det meste af Turistkløften. Fjeldtoppen til højre er Harefjeldet

Kirsten mestrer øvelsen i at spise sine madder inden i myggenettet!

Efter vores frokosthvil stod den på et par hundrede højdemeter til dessert… Det gav både sved på panden og lunger på overarbejde. Men til sidst kunne vi ikke komme højere op, og stod så på Harefjeld.

Kirsten og Wilfred på toppen af Harefjeld

Wilfred markerer besøget på sin helt egen måde 🙂

Hjemturen gik fint. Vi mødte en stor flok okser, men de gad ikke os, og vi gik langt udenom, så vi mødtes aldrig…

Stor flok okser – vi holdt god afstand denne gang…

Næsten hjemme mødte vi Martine der var ude og rulle med Gustav. Hun havde set os på afstand, og kom os i møde på stien – godt gået med barnevogn!.

Martine og Gustav off road – næsten!

Og det bliver så med statsgaranti den sidste vandretur i denne uge. Weekenden står nemlig på dagvagter 😦

Read Full Post »