Har sovet lidt bedre end i går. Sov fra 1930 til midnat. Og synes så ellers jeg var vågen i rigtigt lang tid. Men lige pludseligt var den 0530, så der er kommet lidt flere timer ind på kontoen.
Det er stadigvæk koldt at sove, så jeg må ud og købe mig en billig sovepose. Jeg kører retur til Walmart i Indio – der hvor jeg handlede i går. Den ligger tættest på. Jeg har gasvarme i camperen, men den både larmer og spiser meget strøm. Jeg bruger den om morgenen og om aftenen når jeg ikke sover.
Det er SÅ lækkert at have alt sit grej rundt om sig. Når jeg vågner tænder jeg ovnen og sætter kaffe over. Efter lidt morgentoilette laver jeg morgenmad, og er så klar til endnu en dag. Helt uden at have været udenfor en dør 🙂 Det spiller max..
Jeg har haft vejret med mig. Sol hver dag, og temperaturer omkring de 20 om dagen, og 6 om natten. Der er ikke skyggen af dårligt vejr så langt jeg kan se ud i fremtiden.
Fik en rigtig god snak med min ene nabo. Han er på motorcykel, og bor i telt. Masser af helseproblemer, men han har alligevel besluttet at køre MC.
Tilbage i “min” Walmart i Indigo fandt jeg hurtigt den varmeste sovepose de havde på lager. Den lover at holde mig varm ned til minus 6,7 grad c. Tror ikke på det 😉
Jeg fik handlet lidt mere vand og mad nu jeg havde muligheden.
På parkeringspladsen mødte jeg en RV ejer der var ude og lufte sin hund. Så nu ved jeg hvordan jeg finder dump station til mit spildevand, gas til mit køleskab, ovn, og vandvarmer, og postevand til camperens vandtank 🙂 Alt er let når man ved hvordan….
Dump station findes lettest på Google. Det gjorde jeg så, og fandt en der lå i nabolaget, og var helt gratis. Da jeg kom frem, var jeg nummer to i køen, og havde masser af tid til at finde neoprenhanddsker frem, og gjort klar til det blev min tur. Det hele er ganske let. Sæt en slange på camerens afløb, prop den anden ende ned i et hul i jorden, luk først sort vand ud (lort), og til sidst gråt vand (køkken og bad). Der er en spuleslange, så man kan rense slangen ren før den puttes på plads igen.

Slangen skal lige monteres….

Min camper passer ind på en almindelig parkeringsplads
Det letteste sted at finde vand til camperens vandtank er på de store transportcentre der betjener lastvognstog. Der kørte jeg hen og fik tanket benzin, og spurgte så bare den søde dame i kassen om jeg kunne tanke vand. Jo da – intet problem. Hun gik endda ud og viste mig de to steder hvor det var muligt 🙂
Dagens rute tog mig til sydenden af Joshua Tree NP. Grundet problemerne i den amerikanske administration er disse nationalparker pt ikke bemandet, og dermed gratis! Jeg kørte ind, og endte kort tid efter på den første campingplads i området. Den ligger flot og højt med dejlig udsigt over området. Der var ganske få campere på pladsen. Jeg parkerede og gik straks på besøg for at finde ud af hvad der var op og ned mht betaling for natten. Fik en dejlig lang sludder med ældre ægtepar der havde rejst rundt med en lille campingvogn det sidste år. Utrolig hyggelige mennesker, der kunne fortælle mig at overnatning var gratis, da dem der skulle modtage pengene var sendt hjem…
Fandt en god plads der ikke hælder for meget, og fik lavet en del husarbejde, oprydning etc.

Dejlig gratis campingplads 🙂
Om eftermiddagen var jeg på vandretur i området. Fandt en god rute der bla kom forbi en oase, gamle guldminer, samt en enkelt bjergtop. Jeg har vandrestave med, og de hjalp rigtigt meget.




Tilbage i camperen var det tid til et varmt brusebad. Det tog lidt tid og fejlfinding før jeg fik liv i vandvarmeren. Måtte ind bag en plade og finde en løs forbindelse. Efter 20 minutter var der dejligt varmt vand. For at spare på vandet tager jeg “ubådsbad” – vand på kroppen – slukke. Sæbe ind, og vaske af til sidst.
På en P-plads mødte jeg Louis fra Canada. En ældre herre der havde solgt alt derhjemme, og nu rejser rundt i en lækker Mercedes Sprinter camper. Han bor på samme plads som mig, så vi inviterede hinanden på besøg om aftenen. Hans vin slog min kaffe, så efter aftensmaden gik jeg på besøg hos Louis. Han var ex-chef os IBM i toronto og nu enkemand. Ungerne er store, så der var ikke rigtigt noget der holdt ham hjemme, så nu rejser han langsomt rundt i hele Nordamerika og oplever en masse. Om et år sender han camperen til europa, og vil så bruge et par år der. Meget inspirerende mand at snakke med.
Read Full Post »