Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for 3. februar 2019

Jeg fik ikke sovet særligt godt i nat. Det stormede og camperen gyngede ganske meget. Samtidigt er det første gang jeg skal sove helt alene på en parkeringsplads 😉 Nogle timer er det dog blevet til, og jeg har lovet mig selv at gøre det samme i aften – ligesom for at blive vant til det… Allerede nu ved jeg at jeg skal have købt nogle bedre ørepropper. Ellers går det altså ikke!

Her sov jeg i nat

Jeg skal væk fra det kølige vejr, så idag går turen først sydpå, og siden østpå. Jeg skulle gerne ende i Barstow.

Man bliver glad 🙂

Første stop på turen blev Red Rock Canyon State Park. Det hele var lukket og slukket, men jeg fik da vandret mig en dejlig tur på en times tid i bjergene bag den stortset tomme campingplads.

Campingpladsen ligger ganske pænt

Red Rock

Lidt længere nede ad vejen fandt jeg et velkomstcenter for området. Også her var der en gammel dame til at passe det, og også denne gang fik jeg en masse historier og meninger om både dette og hint før jeg slap fri, og sendte hende videre til et par andre gæster 🙂

Ude på min venstre side så jeg pludseligt en masse fly stå parkeret. Det måtte jeg undersøge nærmere. Det viste sig at jeg var kommet til Mojave Air And Space Port – et sted hvor de forsker i rumfly og andre ting der har med flyvning at gøre. Der var ikke rigtigt noget besøgscenter, så jeg måtte nøjes med at kigge på det der nu stod udenfor området.

J

Jeg kender nogen der ville passe fint ind her 😉

Jeg har kørt ganske meget på store veje i dag. Heldigvis lykkedes det mig mange gange at finde de gamle landeveje, der oftest løber parallelt med de nye. Der er stort set ingen trafik på de gamle, men der er til gengæld masser at kigge på, idet de går igennem små beboelser langs vejen.

Ud på eftermiddagen kom jeg til Barstow. Det er en lidt større by med mange skæve eksistenser i gadebilledet. Igen fik jeg lov til at overnatte hos Walmart, og jeg kan se at der kører en vagt rundt hele tiden. Her holder flere andre campere og lastbiler, så jeg har godt selskab.

Reklamer

Read Full Post »