Jeg nyder altså disse stille morgenen hvor jeg står op før klokken seks – lige der hvor natten bliver til dag. Alting er stille, og ingen er kommet ud af deres telte endnu. I dag var det helt terapeutisk med rislende vand fra floden, og en let vind i trækronerne….
Jeg pakkede sammen og var afsted allerede halvotte. Første stop blev et besøg hos verdens største træ – det findes naturligvis i USA… hvor ellers 🙂
Et navn har det også: General Sherman!!! Den her general tager jeg nu hatten af for. han er 2200 år gammel, måler 11 meter i diameter for neden, og er omkring 75 meter høj. Respekt siger jeg bare… Han har sgu oplevet noget i sit liv, og er still going strong… Lidt tynd i toppen, men lægger sig stadigvæk ud forneden 🙂
Der måtte hele tre billeder til for at tage hans portræt!!
Jeg havde forøvrigt hele parken for mig selv. Det var dejligt at gå der helt alene og fornemme disse kæmpe store træer. Jeg var henne og klappe et par af dem 🙂
Dagens køretur har bragt mig til Kings Canyon national park. Endnu en fantastisk køretur i meget fotogene bjerge – Sierrabjergene. Desværre har jeg mistet en hel del højdemeter, så igen er det blevet lidt smålunt…
Jeg ligger endnu engang på campingplads – denne gang med de store flotte sequoiatræer oomkring mig. I morgen kører jeg retur i dagens spor – der er kun den ene vej, og den ender her… Jeg skal videre op imod Yosemite nationalpark. Men jeg snupper lige et motel på vejen. Jeg trænger til både bad og tøjvask – og lidt godt at spise. Det er jo ikke den store kogekunst jeg lægger for dagen herude i det vilde… Faktisk er kaffe det eneste varme jeg har fået de sidste par dage 🙂